Her følger et forsinket kort resume af .NET Usergroup mødet hos Systematic.
Med rigtig mange fremmødte (vi var omkring 30 ANUG’ere) var vi onsdag d. 27. februar 2008 til endnu et Århus .NET Usergroup møde, denne gang hos Systematic i Århus.
Mødet blev som altid indledt med sidste nyt fra kernegruppen . Her havde vi også vores sædvanlige ”Rundt om deltagerne”-seance, hvor man kort præsenterer sig selv og fortæller lidt om hvorfor man er med i ANUG. Vi var som tidligere nævnt rigtig mange til mødet, og også en del nye ansigter var fremmødte. Det er rigtig godt at se vi stadig kan tiltrække nye ansigter til vores møder. Det var meget tydeligt at folk var kommet for at høre om Team System, og om andres erfaringer med det. Alt i alt var der lagt op til en interessant aften.
Aftenens præsentation blev afholdt af Mads Torp Jacobsen fra Systematic. Efter en generel gennemgang af Team System, fik vi indblik i de erfaringer som Systematic har gjort sig med Team System, herunder indblik i et konkret forretningskrav fra Systematic om at customisere projektstyringen i Team System til at understøtte deres model.
Der var rigtig meget interaktion fra publikum under præsentationen, så det var super at Mads' præsentation var kort og meget præcis, så han havde masser af tid tilovers til at svare på de mange spørgsmål der kom.
Efter præsentationen, og efter en pause, hvor der blev summet rigtig meget blandt de fremmødte, fik Søren Toft Odgaard fra Systematic ordet. Søren fortalte om Systematic og om hvordan det er at være udvikler i en virksomhed der både arbejder agilt og under CMMI niveau 5. Det var også spændende at høre om hvordan det fungerer at arbejde på store software-projekter med +60 projektdeltagere.
Det var en rigtig god aften hos Systematic, der var rigtig gode diskussioner under begge præsentationer.
Mange tak til Erik Pedersen, Mads Torp Jacobsen og Søren Toft Odgaard for et superfedt møde hos Systematic – og selvfølgelig til alle øvrige fremmødte.
På gensyn fra kernegruppen,
Peter Loft Jensen
Lars Buch-Jepsen
Søren Spelling Lund
Brian Holmgård Kristensen